Da jeg var barn, var jeg ked af mit navn, fordi mange synes det var mærkeligt, og havde svært ved at stave og udtale det. Som teenager blev jeg glad for at have et mere unikt navn, og begyndte at være mere ligeglad med at folk ikke udtalte det rigtigt. Jeg har oplevet en enkelt gang, at en frisør i telefonen opfattede mit navn som et drengenavn, og derfor blev lidt irriteret på mig, fordi hun ikke havde sat nok tid af til mig - det blev jeg lidt fornærmet over. I dag har jeg det helt fint med mit navn og oplever egentlig ikke nogen udfordringer med det. Det er rart at have et navn som er let genkendeligt. Jeg har kun én gang mødt en med mit navn.

Jeg er født i Tyskland . Monila er kun en halvsøster

Var træt af mit navn som lille.. Ingen kun udtale det, de troede altid man sagde Christian og ingen kunne stave det heller.... Jeg fik engang et brev hvor der stod til Kresten.. Hvilket var dybt skuffende, når man kun er 11-12 år..
Det blevet lidt bedre med årene, men det nok fordi jeg pr. automatik staver mit navn, når folk skriver det ned. Og hvis jeg bestiller eksempel vis take away så oplyser jeg endten min mands navn eller undgår at sige mit navn. Navnet er nu flot og man kan lave en smuk underskrift, men man bliver lidt træt af at rette de samme mennesker og nye hver gang de siger mit navn....
Har kendt en pige på samme alder som mig der også hed Christel. Desværre gik hun bort som kun 13 årig da hende og hendes far kom ud for et jordskred oppe i Norge...
Derudover kender jeg en som er laangt ude i familien hun ved hvordan det er så det altid rart at tale med hende.
Og har løbende gennem tiden mødt en 2-3 stykker med samme navn.
Der er tilgengæld ikke rigtig nogen øgenavne forbundet med navnet så det var altid et plus.

Folk tror jeg siger jeg hedder Christa eller jeg siger Chris og at mit navn er Christina

Skide godt navn